I kampen om Ukraine mellem Vesten og den russiske præsident, Vladimir Putin står danske svineavlere som de helt store tabere, skriver Politiken onsdag.
Al eksport af svin – både kød og avlsdyr – har været stoppet siden februar på grund af svinepest i Polen og Litauen, og det vil ifølge avisen koste dansk landbrug omkring 2,4 milliarder kroner i tabte indtægter. I 2013 eksporterede Danmark 131.000 tons svinekød og 50.000 avlsdyr til Rusland, der importerer 69 procent af det svinekød, der kommer på gaflerne, fra Kaliningrad i vest til Vladivostok i øst.
Årsagen til det russiske importstop har ikke noget med Ukraine-krisen at gøre. Men det har løsningen.
Helt usædvanligt er det nemlig ikke lykkedes Rusland og EU at finde en ordning for de EU-lande, der – som Danmark – ikke har svinepest, og EU har endda indbragt sagen for verdenshandelsorganisationen WTO.
/ritzau/