Ta’ 10 af Farten-kampagnen skal være med til at sikre, at færre dræbes i trafikken grundet for høj fart.
Det er Rådet for Større Færdselssikkerhed, danske kommuner og De Regionale Færdselssikkerhedsudvalg der står bag kampagnen, og Q8 er kampagne-partner.
Det betyder, at man på Q8-tankstationer bliver mødt af plakater, foldere, lejlighedsvise events og skærmbudskaber.
Og nogle af skærmbudskaberne er ikke kost for sarte maver. Det er nemlig tale om blandt andet et ”dødsbarometer” med opdaterede tal for, hvor mange der er dræbt i den danske trafik i 2009.
– Nogle vil måske mene, at vores dagsaktuelle fokusering på trafikdræbte er lidt for makaber. Omvendt er det en kendsgerning, at klare tal fremmer forståelsen. Når trafikanterne bliver konfronteret med de triste tal så ofte, håber vi, at de tænker sig om en ekstra gang og letter trykket på speederpedalen, siger direktør Jens Alstrup fra Q8 Servicestationer.
Ifølge direktør Jens Alstrup viser erfaringerne fra den første uge af fartkampagnen, at budskaberne er blevet vel modtaget af kunderne.
Omtanke er et nøglebegreb i Q8’s markedsføring og drift. Omtanke både på kundernes vegne og i Q8’s forhold til samfund, kunder, medarbejdere, miljø og klima.
– Vi ønsker at spille en rolle i sikkerheden for både vores medarbejdere og kunder – herunder naturligvis også i trafiksikkerheden, understreger Jens Alstrup.
I forbindelse med Ta’ 10 af Farten-kampagnen har Rådet for Større Færdselssikkerhed og Q8 udarbejdet en folder med blandt andet 10 sikre råd til at tage med på vejen:
- Ta´10 af farten – når man kører 90 km i timen i stedet for 80 km, øges risikoen for at havne i en dødsulykke med 60 procent
- Pas på kørekortet – sidste år fik ca. 55.000 fartsyndere et klip i kørekortet
- Hold øje med speedometret – de færreste kender deres aktuelle fart i bilen
- Pas ekstra på landevejene – 2/3 af dødsulykkerne sker på danske landeveje
- Mænd er de hyppigste fartoverskridere i Danmark
- Kig på vejen – og ikke på andre ting i bilen, mens du kører
- Spænd selen – også på de korte ture
- Nul sprut, når du kører – hver fjerde dødsulykke i trafikken skyldes alkohol
- Drop dumme undskyldninger – som ”jeg havde travlt” eller, ”jeg kørte efter forholdene.” Der er ingen undskyldning for at slå ihjel
- Overhold fartgrænserne – jo højere fart, desto højere er risikoen for ulykker
Kampagnen ”Ta’ 10 af Farten” gik i gang i den 7. april, og pr. 16. april var dødstallet på de danske veje opgjort til 97 i 2009. Alene i de to første uger af april er 24 mennesker blevet dræbt i trafikken mod 28 i hele april 2008.