En ny dansk virksomhed har videreudviklet brugen af QR-koder – som er rigtig mange reklamefolks yndlingsaversion – som skal ændre QR-koderne fra at være et udstillingsvindue til en direkte salgskanal.

QR-koderne er ikke længere blot en informationskanal, da kunden med to klik på mobilen kan scanne en QR-kode, betale for varen, få den leveret og modtage en faktura i sin indbakke.

– QR-koderne er efterhånden blevet en integreret del af mange kampagner, og undersøgelser har vist, at mere end hver anden dansker har prøvet at scanne en QR- kode. Men meget få kampagner har udnyttet QR-kodernes fulde potentiale, siger Henrik Holst, som er en af partnerne bag QBuy, der står bag ”QR-koden version 2.0”.

Kaffebrand på kundelisten

QBuy har blandt andet skabt en løsning for kaffebrandet Illy, som bl.a. bliver demonstreret i filmen ovenover artiklen. En af de første danske virksomheder, som har kastet sig over QBuy, er Holte Vinlager.

– Vi er ligesom alle andre virksomheder hele tiden på jagt efter nye salgskanaler, som kan gøre afstanden mellem købelyst og reelt køb så kort som mulig og dermed øge omsætningen. Det er vi overbeviste om, at QBuy kan. Derudover har det også været afgørende, at QBuys løsning er enkel, gennemskuelig og brugervenlig for både os og for vores kunder, fortæller Kim Hansen, adm. direktør for Holte Vinlager.

Ud over Illy og Holte Vinlager har QBuy også leveret løsninger til Verdensnaturfonden og Red Barnet i forbindelse med deres indsamlinger.

Bag QBuy står reklamefolk som Henrik Holst og Lennard Kunde samt IT-manden Paul Knudsen og iværksætteren Arican Wegter.

– Med QBuy har vi flyttet QR-koderne fra at være et supplement til et kampagnebudskab til at være en reel salgskanal, slutter Henrik Holst.