Når december nærmer sig, venter briterne – og store dele af den reklame-interesserede verden – i spænding på de årlige, traditionsrige jule-reklamefilm. 

Især stormagasiner som John Lewis og Harvey Nichols og supermarkeder som Waitrose og Sainsbury’s plejer at køre det store julereklame-skyts frem, men lige nu taler briterne – og ja, store dele af den reklame-interesserede verden – om en reklamefilm, som intet har med jul at gøre.

Filmen stammer ganske vist fra John Lewis og Waitrose, der hver for sig har stået som afsendere af flere filmisk flotte og emotionelle julefilm, men anledningen til, at alle lige nu nynner med på det klassiske Queen-nummer Bohemian Rhapsody skal findes i, at de to brands fornylig indgik partnerskab. 

Filmen, der varer i 2.30 minutter, er skabt af London-bureauet Adam&Eve/DDB, der i øvrigt har haft hang til at hyre danske, kreative – se bare her og her – og den er instrueret af Dougal Wilson, som også har effektive og prisvindende John Lewis-succeser som Buster the Boxer, The Long Wait og Monty The Penguin på samvittigheden.

Et sølle skoleorkester – eller… ?

Filmen åbner med alle forældres skræk: En skolekoncert, hvor alle ærlig talt spiller forfærdeligt, og hvor kun forældrene til de små ”kunstnere” oprigtigt kan mene, at det er værd at se på og lytte til.

Men pludselig sker der noget, og musiklærere og børn leverer et, som det hedder i Daily Mail, out-of-this-world twist on Queen’s Bohemian Rhapsody.

Vi taler klassisk-gyselig skolekoncert, der på sekunder udvikler sig til en blockbuster musik-produktion med marsmænd og aliens, rumskibe, fly og meteorer, og det er faktisk en fryd for både øjne og ører, hvis man er eller har været Queen-fan.

Med payoff’et When you’re part of it, you put your heart into it sætter de to ny-fusionerede brand-partnere streg under budskabet om, at hvis man gør en ekstra indsats sammen, kan man opnå ekstraordinære resultater. Ganske som skolelæreren, der sender en særig hilsen til Miss Miller undervejs, og hans elever.

Så værsgo: Nyd filmen, som briterne i øvrigt netop i aften kan se i biografernes reklameblok i forbindelse med traileren til den kommende spillefilm om Queen med titlen – Bohemian Rhapsody.