Selv om Helle Thorning-Schmidt (S) nu kan sætte sig for bordenden i en ny, rød regering, så må hun starte med at krølle det meste af sin økonomiske plan sammen og smide den i papirkurven. De Radikale, der har fået et kanonvalg og en fordobling af mandaterne, siger nu helt åbent at partiet ikke vil være med til at hæve skatter og afgifter med 17,7 mia. kr., som ellers er krumtappen i S og SF’s økonomiske plan Fair Løsning. Ifølge den radikale leder Margrethe Vestager skal De Radikale være så “faste i kødet, som det kan lade sig gøre på”, at partiet ikke accepterer skattestigninger for 17,7 mia. kr., og den tidligere leder frem til 2007, Marianne Jelved, gør afvisningen endnu klarere.
–Det har jeg godt nok svært ved at se, siger Marianne Jelved.
Valgkampen har ellers været blottet for ultimative krav, men tidligt på valgaftenen, inden det endelig valgresultat var kendt, kom de frem.