-Der er et stort hul i mandemarkedet. På den ene side finder vi blade til de unge drengerøve, på den anden side har vi magasiner til de dyre drenge, siger Rikki Sølling, adm. direktør for Chili Group. Han mener, der mangler et blad til den ”hele mand” i alderen 25-49 år – en målgruppe der spænder bredt i både karriere, indkomst og geografi.
Muskler og følelser
Derfor går mediehuset til efteråret på gaden med et gratis mandemagasin af instore-typen, dvs magasiner der kan snuppes gratis ned af hylderne i en eller flere af de danske butikskæder.
Mandemagasinet, som endnu ikke har fået navn, vil kunne findes i henholdsvis 7-Eleven-kioskerne og på de tidligere Hydro/Texaco-tankstationer, der i dag hedder YX.
– Mænd i dag kan jo som regel både spille med musklerne og mærke deres følelser. De har indset, at livet indeholder andet end storbarmede blondiner, høj cigarføring og hurtige biler. Vi vil gerne give mændene et blad, der favner hele deres personlighed. Mens andre mandeblade er eksklusive eller i brysthøjde med læseren, vil vi hellere være i øjenhøjde, selvom det andet selvfølgelig også er meget sjovt, siger Rikki Sølling.
Også til kvinder
Chili Group udgiver i forvejen fem forskellige instore-magasiner med hver deres stil, tone og identitet og distribueret via hver sin butikskæde: Kiwi magazine (Netto), Skøn (Matas), Kulør (Spar-kæden), Premiere (Blockbuster) og Vinkel (Silvan).
Og kort efter sommerferien kommer gruppen desuden med et nyt gratis helse/vitalmagasin til den moderne kvinde i alderen 20-49. Det får navnet Juicy, udkommer fire gange om året, og vil primært blive distribueret via Matas’ Vitalafdelinger i hele landet. Det første nummer er planlagt til 27. august og kommer i et oplag på 40.000 eksemplarer.
Chili Group er for kort tid siden blevet en del af Aller-gruppen. I første omgang har Aller købt en ejerandel på 34 pct., men har en option på at købe resten frem til 2010.
Boks:
Gratismagasiner op i fart
Noget tyder på, at danskerne er en nation af inkarnerede handymænd og –kvinder.
I hvert fald bliver det Chili Group-producerede gratismagasin, Vinkel, der distribueres via byggemarkedskæden Silvan, nærmest revet ud af magasinholderne. Derfor er det nu besluttet at sætte udgivelsesfrekvensen op fra seks til 12 udgivelser om året.
– Allerede efter de første to uger meldte alle Silvans 39 byggemarkeder, at bladet var væk. Det viser os, at vi rammer plet med magasinet. Også annoncørerne har taget rigtig godt imod bladet, siger Rikki Sølling, adm. direktør i Chili Group.
Det første eksemplar af Vinkel udkom i marts, og bladet har et oplag på 50.000.
Også gratismagasinet, Skøn, som kan hentes i Matas-forretningerne, lader til at ramme plet og sætter derfor både oplag og sidetal i vejret.
Magasinet vokser fra 84 sider til 100 sider – og oplaget fra 63.250 til 100.000.
– Der har vist sig at være en kæmpe efterspørgsel fra både læsere og annoncørers side,
siger Rikki Sølling. Det første nummer af Skøn udkom for cirka tre år siden og har siden opnået betydelig popularitet. Ifølge IndexDanmark/Gallup ligger læsertallet på 174.000.