Finanskrise og recession til trods, fejler ambitionerne hos rabatfirmaet LogBuy ikke noget.
Den 10 år gamle virksomhed har sat sig som mål at fordoble væksten hvert år i de kommende tre år, og det skal blandt andet en ny digital platform og en mobil-app bidrage til.
Forretningsidéen bag LogBuy er, at stor volumen giver store rabatter. Både hvis man er privat virksomhed, offentlig aktør eller organisation.
I dag har LogBuy over 5.000 fordelsaftaler, der præsenteres over for mere end 600 af Danmarks og Storbritanniens største virksomheder og organisationer.
Men ambitionerne rækker endnu længere fortæller medstifter og medejer Lars Peter Busch:
– Vores vision hedder “access to the best benefits”. Det betyder, at vi konstant arbejder for at gøre vores løsning og service så nem, enkel og relevant for vores brugere som overhovedet muligt, siger han og fortæller videre, at virksomheden derfor har investeret mere end fire millioner kroner i en ny digital platform og mobil-app, der skal gøre det nemmere for rabatvirksomhedens brugere at få overblik over de mange fordelsaftaler.
Samarbejdspartner på projektet er InSilico, der har specialiseret sig i at rådgive virksomheder om digitale mobile løsninger – og i at designe og udvikle dem – og som siden sidste forår har været en del af In2media-gruppen.
Mobilen vinder
Og ligesom LogBuy gør det, så satser InSilico stort på, at de mobile platforme i nærmeste fremtid bliver den absolut vigtigste kanal ud til forbrugerne.
Thomas Vejlemand, der er direktør i InSilico og medlem af In2medias ledergruppe, peger i den forbindelse på, at en app, der understøtter en kampagne, slet ikke længere er nok.
– Det handler om at udarbejde forretningskritiske platforme, der er tæt integreret med virksomhedens øvrige løsninger. Og LogBuy er et godt eksempel på en innovativt tænkende virksomhed, der gerne vil og tør gå forrest, siger Thomas Vejlemand og fortsætter: ”Deres forretningskoncept handler i grove træk om at eksponere deres medlemmer for relevante tilbud, og her er det ikke bare nærliggende, men nødvendigt, at tænke mobile enheder ind i kommunikationen, fordi netop mobile platforme er forbrugernes mest aktuelle og centrale shopping-partner på farten”.
LogBuys nye digitale platform og mobil-app’en skal i første omgang aktivere eksisterende LogBuy brugere, der endnu ikke har set de mange fordele ved deres medlemskab.
Men på lidt længere sigt skal løsningerne også skaffe flere nye medlemmer til rabatvirksomheden, som i år venter at omsætte for omkring 14,5 millioner kroner i Danmark og 5,5 millioner kroner i Storbritannien.