De Radikale skal finde en ny redaktør af deres medlemsblad. Den nuværende, Bjarke Larsen, her nemlig besluttet at melde sig ind i Naser Khaders nye parti, Ny Alliance.
– Jeg har besluttet mig for at følge Naser Khader og Anders Samuelsens brud med Det Radikale Venstre og har pr. dags dato meldt mig ind i Ny Alliance, siger han.
Bjarke Larsen har i næsten to år arbejdet som redaktør af det radikale medlemsblad.
– Det har jeg gjort, fordi jeg har troet på partiets historiske grundlag om at ville være et åbent, fordomsfrit midtersøgende, socialliberalt parti. Imidlertid har jeg i stigende grad følt, at den nuværende partiledelse, flertallet i FT-gruppen og de toneangivende medlemmer af hovedbestyrelsen svigter dette grundlag gennem den måde, man i de seneste år har reageret på de politiske udfordringer, siger han.
/ritzau/