Efter nattens forhandlinger har SF, Kristeligt Folkeparti og angiveligt også Socialdemokratiet forkastet kompromisteksten, som de skulle sige ja eller nej til inden kl. 11 i dag mandag.
Det er spørgsmålet om partiernes indflydelse på TV2-privatiseringen og udformningen af public service-krav, reklameregler, lokalradioerne og DR-udliciteringen af programproduktion, som stadig skiller regeringen og oppositionspartierne.
– Det er ikke tilfredsstillende som helhed. Der er ikke den rette balance, hvis man vil have en bredere aftale end den, der tegner sig nu. Derfor har vi opfordret ministeren til at indkalde partierne igen for at fortsætte forhandlingerne, siger Marianne Jelved til Markedsføring.
– Jeg taler ikke kun på Det radikale Venstres vegne. Det er min vurdering, at der kan blive en bedre og bredere aftale, siger den radikale leder.
Aage Frandsen (SF) har sagt nej tak efter de syv timers forhandling i nat, fordi forligsudkastet var afstemt med Dansk Folkeparti i forvejen, og man diskuterede kun smårettelser.
Kristeligt Folkeparti siger nej med henvisning til, at der åbnes for alkohol-, medicin- og kosttilskudsreklamer, selv om Brian Mikkelsens udspil gik på, at den slags reklamer ikke må placeres omkring børne- og ungdomsudsendelser.
Uden større sværdslag gik kulturministeren også med til et forbud mod breaks (afbrydelser) med undtagelse af sportstransmissioner.
Kulturminister Brian Mikkelsen præsenterede rtv-medieforliget mandag eftermiddag, uden at oppositionspartierne havde fået en ny forhandling. Det betyder, at aftalen kun er indgået med Dansk Folkeparti.
Brian Mikkelsen udstedte en usædvanlig invitation til oppositionspartierne om at tilslutte sig aftalen. Samtidig gjorde han det klart, at Dansk Folkeparti har vetoret over ændringer.
– Der er ikke mangel på købere til TV2, svarede Brian Mikkelsen på spørgsmålet, om den smalle aftale vil afskrække investorer./Dj