Radio 100 FM har mandag formiddag betalt sin manglende koncessionsafgift på 22,5 mio. kr. for det kommende år. Det betyder, at stationen nu kan nu sende videre.
Når stationen har tøvet med at betale pengene, bunder det i, at der ifølge stationens direktør Jim Receveur er usikkerhed omkring de fremtidige betingelser for kommerciel radio.
Til MediaWatch oplyser Jim Receveur og ejeren John de Mol i forbindelse med betalingen, at de “havde behov for et politisk signal om, at betingelserne for kommerciel radio bliver mere attraktive, så man kan tjene penge på mediet. Det signal har man fået, og man tror på det. Derfor er der nu betalt”.
– Jeg har sagt til vore ejere, at jeg tror på de politiske signaler om radio, der er givet i medierne og til mig personligt. Politikerne kan ikke love os noget, men jeg tror på, at interessen for at løse problemerne for mediet, vi har hørt, er oprigtigt ment, siger Jim Receveur
Med betalingen af koncessionsafgiften er over 50 arbejdspladser foreløbig sikret.
/ritzau/