Prix Radio er den danske radiobranches egen pris og uddeles hvert år som kulminationen på Radio Days – en radiofestival arrangeret af blandt andre DR og Radio24syv.
Her hylder man for eksempel Årets Radioprogram, Årets Reporter og en række andre radiodiscipliner, herunder Årets radioreklame. Prisen for bedste program gik således til ”Den korte radioavis”, der nok mest er kendt for den markante (og fiktive) reporter Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm.
Og ved samme lejlighed var det altså envision, der løb med prisen for Årets Radioreklame for en række spots for det aarhusianske storcenter, Storcenter Nord.
Se alle vinderne her.
Prix Radios reklamepris hylder radiospots, der i sig selv er god radio og udnytter mediets styrker, så afbrydelsen bliver relevant underholdning. I juryen sad blandt andre Sune Bang fra Kommunikationsbureauet København og Lars Johansson, NOVA FM.
I sin begrundelse for årets vinder skriver juryen:
– Telefonfis er verdens ældste radio-content, men at bygge en reklame op omkring det, og tilmed slippe af sted med det på en måde, så produktets værdi formidles, så afsenderen faktisk toner rent flag fra start, og så den opkaldte morer sig mindst lige meget som lytteren, er usædvanligt.
Kampagnen er skabt af Morten Kiilerich og Peter Boe fra envision, og produceret af Palle Bo/Radioguru.
Samtlige spots kan høres her.