World Suicide Prevention Day falder i år onsdag den 10. september, og i den forbindelse uddeles Werther-prisen for 4. gang.
Prisen gives til mediearbejdere, som gennem deres virke har belyst selvmordsproblematikken på en etisk og oplysende måde over for offentligheden.
I år er det til Cecilie Elmose Warnich og Cecilia Sejer, der modtager prisen for deres tilrettelæggelse af DR’s radio-dokumentar, ”En 15-årig skal jo ikke dø”.
Begrundelsen er, at tilrettelæggerne nænsomt men hudløst skildrer det tab, et forældrepar sidder tilbage med efter deres barns selvmord. Dokumentaren viderebringer forældrenes sorg, tanker og bestræbelser på at leve videre som en hel familie med to tilbageblevne børn.
Tidligere kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen overrækker prisen og de 10.000 kroner, som følger med.
Prisen har navn efter hovedpersonen Werther i Goethes roman fra 1774, ”Den unge Werthers lidelser”, som ender med at begå selvmord.
Bogen medførte en række af selvmord i både Tyskland og resten af Europa, hvor unge mænd, der identificerede sig med Werther, begik selvmord ved samme metode. Et fænomen, der i fagkredse siden er kaldt ”Werther-effekten”.
Prisens formål er da også, at undgå at omtale selvmord og selvmordsforsøg på en måde, som kan være med til at øge antallet af selvmord.
Hør eller genhør
udsendelsen.
sm