De kommercielle radiostationer har i 2011 haft det bedste år, siden krisen satte ind med et salgsplus i annoncer på 16,4 procent, skriver dagbladet Børsen.
Tallene stammer fra Reklameforbrugsundersøgelsen 2011, der udarbejdes af Dansk Oplagskontrol.
Den viser også, at hele annoncemarkedet voksede med 5,6 procent, mens radiomediet med en øget omsætning fra 232 mio. kr. i 2010 til 270 mio. kr. i 2011 altså er det helt store lyspunkt.
Hvorfor radiomediet rykker, er det svært at svare på, siger Jakob Olsen, der er broadcasthef i mediebureauet IUM.
– Fremgangen i 2011 er baseret på små tal set i det samlede billede, men det ændrer ikke ved, at den procentvise fremgang er imponerende, siger han med henvisning til, at radio kun tegner sig for to procent af det samlede reklameforbrug.
Børsen