DR overtrådte ikke sponsorreglerne og reglerne om skjult reklame i de to afsnit af dramaserien ‘Ørnen’, der blev sendt den 10. og 17. oktober. Det slår Radio- og tv-nævnet fast, efter at nævnet efter efterårsferien besluttede sig for at tage en sag op om eventuel overtrædelse af sponsorreglerne i dramaserien.
Nævnet har kigget nærmere på første og andet afsnit, hvor der blev vist mobiltelefoner og bærbare computere i billedet. I første afsnit vises en scene, hvor hovedpersonen Hallgrim skal besigtige et gerningssted, hvor den myrdede politibetjent Kenneth Kristensen ligger på et toilet. Teknikerne befinder sig imidlertid stadig på gerningsstedet, så Hallgrim kan ikke gå ind til afdøde. Derfor ‘besigtiger’ han stedet ved hjælp af en bærbar pc og teknikerens videotelefon, som direkte kan transmittere de levende billeder til pc’en. Telefonen ses tydeligt, men uden angivelse af firmanavne og logoer.
I andet afsnit af ‘Ørnen’ vises en scene, hvor den unge politimand, Michael, vejleder en ældre politimand, Frandsen, i, hvordan han skal benytte videotelefonen korrekt. De har en dialog om det, og i samme forbindelse kan man se, hvilket mærke telefonen er af.
Radio- og tv-nævnet fastslår, at der ikke er sket overtrædelse af sponsorreglerne, da sponsorerne er angivet i rulleteksterne i slutningen, som de skal være. Og nævnet mener heller ikke, at visningen af telefonerne er i strid med reklamebekendtgørelsens paragraf 28, stk. 1, der siger, at “et sponsoreret program ikke må tilskynde til køb eller leje af sponsorens eller andres produkter eller tjenesteydelser,” ligesom det også hedder, at “disse ikke må fremhæves på en særlig måde med henblik på at fremme afsætningen af dem.”
I afgørelsen hedder det blandt andet, at fremhævelsen er berettiget i forhold til udsendelsens redaktionelle indhold, “idet telefonen anvendes til at vise, at politiet benytter det nye tekniske udstyr i sit arbejde.” Samtidig zoomes der også i flere tilfælde ind på telefonerne for at vise, hvem der ringer, og det er i orden, vurderer nævnet.
Nævnet har heller ikke fundet, at bilmærker eller andet teknologisk udstyr fremhæves på en særlig og uacceptabel måde i ‘Ørnen’. jür