Nordkoreanske radiomodtagere er enkel teknologi. Lytterne skal ikke besværes med at indstille apparaterne, for der er kun én frekvens. Fra radiohuset i hovedstaden Pyongyang sørger betroede og korrekte medarbejdere for, at indbyggerne i det næsten bilfri paradis tænker, tror og taler ens. Sådan foregår det heldigvis ikke i Danmark. Her sørger staten for tre, snart fire landsdækkende radiokanaler. Så er alsidigheden sikret.
Hvorfor nu denne ondskabsfulde sammenligning mellem et brutalt sen-stalinistisk diktatur og en demokratisk velfærdsstat? Anledningen er naturligvis det seneste radioforlig, hvor staten endnu engang erklærer sig som den sikre vinder. En række konsortier havde indsendt ansøgninger om den fjerde radiokanal. Kulturministeriets betingelser var imidlertid skræddersyet, så det “uafhængige“ radionævn, hvis medlemmer er udpeget af ministeriet, ikke kunne gøre andet end at vælge DR. Alt er således gået retfærdigt for sig, og der er ikke belæg for at beklikke den estimerede professor Mogens Koktvedgaard og hans nævnsmedlemmer.
Danmark ledes af en socialdemokratisk-radikal regering. Det var også tilfældet den 14. juni 1962, kort før Folketingets sommerferie, da de to partier sammen med Socialistisk Folkeparti vedtog en lov om forbud mod radiospredningsstationer i åbent hav eller luftrummet samt at stille faciliteter og kapital til rådighed for ulovlige radiostationer. Den 31. juli samme år måtte den folkekære Radio Mercur derfor lukke. Staten tillod ikke en konkurrerende radiokanal, men kompenserede for indgrebet ved at oprette Danmarks Melodiradio P3 og købe en stribe Mercur-journalister.
Den formelle begrundelse for at fastholde radiomonopolet var af teknisk art. Man kunne ikke have, at tilfældige private anvendte radiobølgerne. Reelt handlede det om at afskære befolkningen fra ikke-autoriserede budskaber, og denne grundholdning rakte ind i 90erne, hvor det stadig var forbudt at eje en parabolantenne.
Radio Mercur dukkede op den 2. august 1958. Fra det Panama-indregistrerede skib Cheeta, der lå for anker i internationalt farvand udfor Dragør, blev der sendt anderledes udsendelser, som folk foretrak. Statsradiofonien var af oplysende karakter, man ville belære og opdrage. Publikum var trætte af formynderne og foretrak kvik journalistik og let musik plus reklamer, og det stred mod de statsbærende kræfters ideologi.
At grundlovens 77 værner ytringsfriheden var underordnet. Trykkefriheden måtte man tåle, og i afgørende situationer viste dagspressen sig samarbejdsvillig. Radiofonien og televisionen var ubetinget et statsanliggende på samme måde som DSB, og det politisk styrede radioråd fandt det helt naturligt at optræde som en regulær censurinstans.
Siden den skændige folketingsbeslutning fra 1962 har vi trods alt fået flere tv-kanaler, om end de to største fortsat er statsejede. DR har en socialdemokratisk bestyrelsesformand, TV2 har en radikal, helt i overensstemmelse med Pampeloven, en søster til Janteloven. Derimod kniber det med at løsne jerngrebet om lydradioen. Vi har fået lokalradioer, javel, de er bare ikke landsdækkende. Det ville være herligt, hvis man kunne lukke op for en anden radioavis om morgenen.
Mange af mine venner er ansat i Danmarks Radio og gør det fremragende. Hvis det ikke netop var, fordi jeg havde travlt i denne eftermiddagstime, ville jeg have hørt Orientering på P1. Dette musikfrie magasin er i sig selv 50% af licensen værd. Lad mig også reklamere for “Poul Friis“, som hver aften kl. 23 sætter gang i Danmarks-debatten med en aktuel gæst, glødende telefoner og chatroom. I årevis har bornholmerne nydt godt af hans daglige (og musikfrie) diskussioner, nu har den centrale ledelse opdaget hans eminente evne til at formulere sig og få andre til at gøre det samme. DR er en alsidig kommunikationsanstalt, og der er ikke konkret grundlag for at beskylde medarbejderne for at drive en bestemt statspropaganda, således som kollegerne i Kim-Jong-Ils arbejder- og bondeparadis.
Alligevel må man stritte imod den faktiske monopolisering af det mest udbredte massemedie, målt i antal radiomodtagere pr. indbygger. Et eller andet sted er der trukket en usynlig streg, som DRs personligheder skal lade være med at overskride. Det er op til den enkeltes situationsfornemmelse at afsøge yderpunkterne, og det er op til den enkelte mellemleder at vurdere medarbejdernes fremtid. En rask sparerunde kan undertiden udrette små mirakler.
Nu må tiden være inde til at lade begejstrede ætertalenter starte på en frisk uden lig i lasten. Benåd Radio Mercur og lad den flytte i land, så vi kan få realistisk og rå radio, rigtig radio og ikke ligegyldig computerbaseret noise.
Vi må gøre op med den latent totalitære tankegang, at staten skal eje og styre to elektroniske kommunikationsselskaber. Prøv at forklare konstruktionen for en amerikaner, og han vil føle sig overbevist om at befinde sig i en forstad til Pyongyang.