De tre store kommercielle spillere på det danske radiomarked, Sky, Radio 100 og SBS, er enige om sammen at professionalisere det kommercielle radiomarked. Initiativet som går under navnet Radio Advertising Bureau, kom frem på DMF’s morgenmøde ”Radioens første 100 dage”, hvor repræsentanter fra de tre radioer var tilstede for at diskutere situationen på markedet.
Det var Eric Hansen fra SBS Radio, der bl.a. står bag radiokanalerne Voice og Radio 2, der fremlagde forslaget til at branchen stod sammen om at højne kvaliteten i branchen. Det fælles initiativ, som blev lanceret under navnet Radio Advertising Bureau, skal have som formål at fremme viden og information om annoncering på radio.
Målgruppen for initiativet er primært annoncører og mediebureauer.
Jesper Lund, bestyrelsesformand i Talpa Radio, der står bag Radio 100 FM, var ved mødet også positivt indstillet overfor initiativet.
– Vi har som branche en opgave at skulle fortælle hvad mediet kan, siger Jesper Lund, der mener, at initiativerne i Radio Advertising Bureau kan gå i mange forskellige retninger. Men generelt vil der være tale om et salgsfremmende organ, der skal udbrede kendskab og vinden om annoncering.
– Der kan være tale om markedsføring, seminarer og indsamling af fælles casestudies. Men fælles for et sådant samarbejde vil være at koncentrere sig om de ting, som er fremmende for mediet, siger Jesper Lund.
Også Kasper Krüger fra Sky er positiv overfor Radio Advertising Bureau. Han mener, at de tre spillere på markedet allerede har vist at der er meget vilje til at samarbejde, idet det er lykkedes at blive enige om at ændre lyttertallene fra kvartals- til månedstal.
– I de sidste par måneder har vi haft nogle gode konstruktive drøftelser. Vi er interesserede i at indgå i drøftelser for at højne kvalitetsniveauet. Der er mange muligheder og mange forskellige retninger et sådan samarbejde kan gå i. Men vi er enige med både Talpa og SBS om, at det kræver en fælles indsats at professionalisere radiomarkedet, siger Kasper Krüger, der understreger, at opgaven nu bliver at finde ud af, hvordan arbejdet skal gøres rent praktisk.
– Vi skal med andre ord finde ud af, hvor meget der skal løftes i fællesskab og enkeltvis, siger han.