Beslutningen blev offentliggjort på en stor radiokonference i Radiohuset i København. De deltagende radiostationer omfatter DR, Sky Radio og Sammenslutningen af kommercielle Lokalradio- og TV-stationer (KOMM), der tæller mere end 30 medlemmer, herunder The Voice. Radiostationerne, som til daglig er i voldsom konkurrence om lytterne, ønsker med initiativet at kunne få anledning til at formulere fælles synspunkter i den løbende debat om radiomediets udvikling.
De samarbejdende radioer håber med deres initiativ at kunne påvirke de kommende års lovgivning indenfor radioområdet, herunder spørgsmål som frekvensplanlægning, digital radio og udbud af nye radiokanaler.