2008 har været et flot år for det lille reklamebureau, Raffinaderiet, der holder til i Njalsgade i København.
Bureauet opnåede således en nettoomsætning på 13,1 millioner kroner mod 10 millioner i 2007. Og Årets resultat efter skat blev på 1,8 millioner kroner, hvilket er en halv million kroner bedre end i 2007.
– Vi er yderst tilfredse med årets resultat. Vi har indledt samarbejde med en række nye kunder, og væksten er først og fremmest opnået gennem nordiske og internationale aktiviteter, siger administrerende direktør og partner i Raffinaderiet, Mette Hegelund.
Bureauet har 11 faste konsulenter og kreative medarbejdere, og de genererede en gennemsnitlig bruttoavance per medarbejder på 940.000 kroner, mens omkostningerne kun udgjorde 16 procent.
Raffinaderiet har eksisteret siden 1993 og er medlem af det uafhængige netværk Nexxus sammen med bureauer i mere end 20 europæiske lande og associerede partnere i USA og Asien.