Thomas Ladefoged fratræder efter eget ønske stillingen som adm. direktør for Huset Markedsføring, idet han siger ja til jobbet som general manager for AdPeoples danske afdeling. Og ny adm. direktør bliver den nuværende bestyrelsesformand Michael Raffnsøe. 
− Det har været en meget svær beslutning for mig at forlade Huset Markedsføring. Huset har gennem de sidste par år været gennem en meget turbulent periode. Vi er nu i en situation, hvor vi har styr på økonomien, dygtige og engagerede medarbejdere og mange rigtig spændende initiativer, som er sat i søen eller er klar til at blive sat i søen. Samtidig er Huset Markedsføring omgivet af et stort netværk af usædvanlig kompetente personer, som har været en stor kilde til inspiration og læring, siger Thomas Ladefoged, der tiltrådte jobbet den 1. maj 2009.
− Huset Markedsføring står for mig som den forening, der omfavner et af dansk erhvervslivs absolut vigtigste fagområder. God marketing er forretningsindsigt, markedsindsigt og dermed en uundværlig del af den business intelligence, hvilket er nødvendigt for at danske virksomheder kan vækste, maksimere indtjening og klare sig i den globale konkurrence. Jeg ønsker Huset Markedsføring alt mulig held og lykke fremover, slutter Ladefoged.
Michael Raffnsøe, der altså tiltræder som ny direktør, når han forlader rollen som kommerciel udviklingsansvarlig i Blockbuster Danmark, tilføjer:
− Det har været en fornøjelse at samarbejde med Thomas Ladefoged, og jeg – og resten af bestyrelsen – havde håbet, at vores samarbejde skulle have fortsat mange år endnu. Sammen med resten af Huset Markedsførings medarbejdere og bestyrelsen har Thomas stået i spidsen for en fantastisk turn-around i Huset Markedsføring. Trods det, at Huset Markedsføring har gennemført massive besparelser, tilbyder Huset Markedsføring i dag flere og bedre ydelser til sine medlemmer end nogensinde, hvilket blev bekræftet ved en medlemsanalyse så sent som i efteråret.
Om sit nye job, siger Raffnsøe:
− Jeg glæder mig til at videreføre den strategi og plan, som allerede er lagt for Huset Markedsføring. Og at vi kan holde tempo, så vi kan fortsætte den positive udvikling, som Huset Markedsføring er inde i.
Den nye bestyrelsesformand Henrik Sørensen, adm. direktør i Clear Channel, siger:
− Michael kender opgaven, ved hvor der skal sættes ind, kender fokusområderne, de særlige forhold, der kendetegner en forening, og han kan sikre kontinuitet og udnyttelse af det store potentiale, der er for Huset Markedsføring, så vi undgår at tabe momentum i forhold til de igangsatte aktiviteter.
Næstformand i bestyrelsen bliver Jens Jermiin, europæisk kreativ direktør i Coca-Cola.