Indsendelserne overraskede positivt. Jeg gav selv mange arbejder høje karakterer, da vi skabte shortlisten, og faktisk gik jeg tilbage for at se nogle af de tidligere års bedømmelser for at se, om jeg var for flink…
– Men det var jeg ikke. Niveauet var forbløffende højt, siger Hannu Vangsgaard, digital direktør hos envision og et af jurymedlemmer til årets Rambuk Awards.
Højt niveau? Hvordan?
– Jeg kan jo ikke sætte bureau- og annoncørnavne på, men lad mig sige det således: Der er megen stærk og reel content, ikke bare reklame-content, i årets arbejder, fortsætter Hannu Vangsgaard.
Old School versus New School?
– Du får ikke listet konkrete navne ud af mig, men jeg er også positivt overrasket over, at de digitale muligheder er tænkt godt ind i kampagnerne, og nu får du ikke mere fra mig før vi taler om vinderne, slutter Hannu Vangsgaard.
Markedsforing.dk dribler videre til et andet jurymedlem:
– Jeg hæfter mig ved, at flere indsendelser viser mod til at gå nye veje. Og det er heldigvis ikke kun de store og traditionelle annoncører og bureauer, der magter det. Selv om det er min debut i Rambuk-juryen, er jeg taknemmelig for det høje niveau i rigtig mange indsendelser, slutter Thomas Wahl, juryformanden og direktør i Huset Markedsføring.
Det er ikke lykkes at narre et af de 16 jurymedlemmer til at tale over sig. Derfor henviser vi til shortlisten, der indeholder de mere end 50 arbejder ud af de 125 indsendelser, til årets Rambuk-fest.
Læs mere om Mediadagen her.