I et svar til Enhedslistens Per Clausen og Socialdemokraternes Mogens Jensen har statsminister Anders Fogh Rasmussen på ny fastslået, at ministre skal lade være med at ”anprise virksomheder og/eller produkter i reklamemæssigt øjemed”, som det formuleres.
Den konkrete anledning var, at kulturminister Brian Mikkelsen havde valgt at optræde i Cirkus Arenas sæsonprogram, hvor han anbefalede det pågældende cirkus.
Og den går altså ikke, lyder det fra Statsministeriet.
– Den konkrete sag giver mig endnu engang anledning til at gentage hvad jeg tidligere har sagt om, at ministre bør afholde sig fra i reklamemæssigt øjemed at anprise virksomheder og/eller produkter, hedder det i statsministerens svar.

Det må de godt
Ministre må godt må optræde i sammenhænge, hvor der set fra f.eks. arrangørens side kan være en pr-mæssig interesse i ministerens deltagelse, mener Anders Fogh Rasmussen, som dog ikke efterlader tvivl om holdningen til det at optræde i en folder, en brochure eller et program.
– Når en minister optræder i en publikation, som både formelt og reelt må betragtes som en reklametryksag for en navngiven virksomhed, så er der efter min opfattelse tale om en anprisning af den pågældende virksomhed og dennes produkter. Det siger derfor sig selv, at en minister bør afholde sig fra en sådan optræden, lyder det fra statsministeren, som også har valgt at lade en kopi at sit svar rundsende til samtlige sine ministre.

Ikke første gang
Andre ministre end Brian Mikkelsen har også tidligere optrådt i reklamer for private.
Bendt Bendtsen (K), vicestatsminister og økonomi- og erhvervsminister, har optrådt i en reklame-tryksag for et typehus-firma.
Videnskabsminister Helge Sander (V) har reklameret for Hewlett-Packard, Teknologisk Institut, Sonofon og EDB-gruppen.
Finansminister Lars Løkke Rasmussen (V) optrådte i 2004 i samme reklameavis for et it-firma som Helge Sander.
Folketingets formand Thor Pedersen (V) optrådte i en reklamelignende tryksag for et VVS-firma i 2006, mens han stadig var finansminister.
sit