DSB har ikke givet ulovlig statsstøtte til DSBFirst, og dermed var der intet grundlag for fyringen af DSB’s administrerende direktør Søren Eriksen i foråret.
Det fastslår den endelige undersøgelse, som DSB har modtaget fra advokatfirmaet Bech-Bruun af sagen om DSBFirst og den mulige, ulovlige statsstøtte i forbindelse med Helgoland-værkstedet, skriver Berlingske.
Berlingske Business er kommet i besiddelse af advokatundersøgelsens konklusioner, som for godt et par måneder siden blev præsenteret for den samlede DSB-bestyrelse.
Siden har DSB-ledelsen drøftet, hvordan man skulle fremlægge undersøgelsens konklusioner, som ifølge Berlingske er en regulær bombe under hele DSB-sagen.
Professor Anders Drejer fra Handelshøjskolen i Aarhus siger, at advokatundersøgelsen sætter alvorlige spørgsmålstegn ved baggrunden for fyringen af Søren Eriksen:
– Der rejser sig en række spørgsmålstegn efter frifindelsen, herunder om Rigsrevisoren fortsat vil give en påtegning i DSB-regnskabet, og om ministeren stadig ville fyre Søren Eriksen, udtaler Anders Drejer.