Med kampagnen ”shake and donate” har Rikke Boas og Maja Kargaard tænkt i nye måder at bruge mobilen på.
Og deres løsning vakte begejstring hos juryen, der i går udpegede de to piger som vindere af kategorien for unge talenter, Futures, ved Danish Internet Awards (DIA).
Opgaven gik ud på at skabe en kampagne eller en aktivitet på mobiltelefonen, der generer donationer til herberget ”En Varm Seng”. Rikke og Maja løste opgaven ved at skabe en smartphone applikation ved navn ”shake and donate”, der fungerer som en mobil raslebøsse.
− At bruge smartphonen som raslebøsse er en enkel og original idé. Budskabet går klart igennem, og løser på en nytænkende og utraditionel måde problemet med, at folk i dag sjældent har mønter i pungen, når der skal doneres penge, fortæller Dorte Nielsen, uddannelsesleder på Kreativ Kommunikation på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.
Og ”shake and donate” er netop et eksempel på en original medieløsning, der kan skabe indtægter til hjælpeorganisationer på en ny og spændende måde. De to vindere, der begge studerer på Kreativ Kommunikation, er lige nu i gang med et semester, der handler om digitale koncepter.
− På Kreativ Kommunikation opfordrer vi de studerende til at arbejde som kreative problemløsere, der kan tænke utraditionelt og skabe løsninger til alle medieplatforme. Og den gode idé er altid omdrejningspunktet i alle de projekter, de studerende skaber, fortæller Dorte Nielsen. 
− Jeg byder DIA Future velkommen, for udover at det er godt at give de unge en chance for at bruge og vise deres talent på de medier, der er en stor del af deres hverdag, er konkurrencen også stor inspiration for de garvede i branchen, slutter Dorte Nielsen.