Rasmus Ejlers, 44 år, tiltræder i februar som ny adm. direktør og producer i produktionsselskabet BSL.
Senest kommer han fra en stilling som adm. dir. for Nordisk Films reklamefilmselskab Locomotion, hvor han har siddet i direktørstolen i 10 år.
Med Rasmus Ejlers får BSL en frontfigur, som kan udvikle selskabet og tilføre nye kreative kræfter. Om skiftet til BSL siger han selv:
– Jeg har altid set det som min vigtigste opgave at arbejde for virksomheden og de film vi producerede. I den proces har jeg måske glemt, at jeg også selv skulle sørge for at udvikle mig. Mit farvel til Locomotion var derfor en kærkommen lejlighed til at prøve nye udfordringer med et nyt hold, som har vist, at de godt kan selv. Dette giver mig mulighed for at udvikle forretningen uden hele tiden at skulle tænke på driften.
Rasmus Ejlers fortsætter:
– I dag kommunikerer stadig flere virksomheder via nettet. Derfor skal BSL selvfølgelig i fremtiden rette fokus mod levering af levende billeder til de digitale medier.
cwl