Real Madrid er for 10. år i træk verdens rigeste fodboldklub.

Det skriver Deloitte i revisionsselskabets årlige rapport over den globale fodboldøkonomi.

Omsætningen steg med 30,6 millioner euro svarende til 230 millioner kroner i forhold til 2012/13-sæsonen, og stigningen skyldtes primært større kommercielle indtægter og transmissionsrettigheder.

Ifølge Deloitte er Real Madrid den første klub i verden til at nå op på en årlig indtjening på 200 millioner euro (1,5 milliarder kroner) fra transmissionsrettigheder alene.

Selv om Manchester United ikke har haft den store succes på fodboldbanen, så klatrer den engelske storklub alligevel op på Deloittes pengeliste.

United går forbi FC Barcelona og Bayern München og er med en omsætning på 518 millioner euro (3,9 milliarder kroner) den næststørste klub i verden målt på indtægter.

De 20 største klubber i verden havde tilsammen en omsætning på 42 milliarder kroner i det seneste regnskabsår. Det svarer til en stigning på sammenlagt seks milliarder kroner på et år.

/ritzau/dpa