Realkredit Danmark har opsagt samarbejdet med McCann Momentum og har nu indledt jagten på et nyt bureau. Men i modsætning til normen for den slags sager, har selskabet besluttet at være helt åben omkring det.
– Vi kan jo alligevel ikke holde det hemmeligt, siger marketingchef Otto Christensen.
McCann Momentum har ellers stået bag en meget seværdig og anerkendt kampagne med en lang række sort-hvide film under konceptet “Overskud til lidt mere“. Otto B. Christiansen forventer da heller ikke, at disse film skal stoppe.
– Der skal meget digre argumenter til for, at vi dropper filmene. Men vi ønsker en større strategisk helhed. Vores nye bureau skal være mere hollistisk tænkende, siger Otto Christiansen.
RD har i første omgang udvalgt seks bureauer, som bliver besøgt med henblik på en nærmere præsentation. De seks er: rt Reklametjenesten, Enterprise, Grey København, Bates, Bergsøe 4 og Umwelt. Man ville også godt have haft Rapp Collins med, men de arbejder for Nybolig.
Medio september vil 2-3 bureauer blive udvalgt til at lave et egentligt kampagneoplæg, og den endelige afgørelse vil blive truffet i slutningen af oktober.
Taberne vil blive honoreret for oplægget.
– Og alle der ønsker det fra første runde vil også få en begrundelse for fravalget, siger Otto Christiansen