Blandt bureauets nye kunder er Integrationsministeriet, Socialministeriet, Tyrkiets Ambassade – Kontoret for Kultur og Turisme, Lego Educational Division og Dansk Energi – Net.
Til at løfte de mange nye opgaver har Recommended netop ansat seks nye medarbejdere, så bureauet i dag har 110 ansatte på lønningslisten. Sideløbende er Recommended rykket fra en placering som Danmarks 9. største reklamebureau til det fjerdestørste målt på bruttoavance ifølge analyse i branchebladet Markedsføring nr. 15.
Direktør Carsten Skakkebæk forventer fortsat vækst resten af året og regner med, at bureauet når 115 medarbejdere inden årets udgang.
En af de nye kunder er Integrationsministeriet, hvor Recommended har udviklet en kampagne, der skal få flere nydanskere til at søge arbejde eller læreplads inden for byggefagene.
Kampagnen, der hedder “Brug for alle unge”, er rettet mod de unge, deres forældre samt arbejdsgiverne inden for byggefagene. Kampagnen benytter, ifølge Carsten Skakkebæk, flere nyskabende initiativer, der på utraditionel vis gør opmærksom på mulighederne i det danske uddannelsessystem.
En anden ny kunde hos bureauet er Lego Educational Division. I 140 Lego Education Centers over hele verden kan børn og unge med afsæt i Lego’s produkter og pædagogiske principper udvikle færdigheder, som der ikke traditionelt sættes fokus på i folkeskolen.
For Lego Educational Division skal Recommended udvikle en international kommunikationsstrategi og et globalt kommunikationskoncept til Lego Education Centers, som kan anvendes på tværs af landekulturer og målgrupper.
De øvrige nye kunder hos Recommended er parfumekæden Douglas, IT-virksomheden B4 Restore og det århusianske markedsføringssamarbejde blandt uddannelsesinstitutioner U-Days. pia