På bundlinjen kan det århusianske bureau Recommended notere et godt år i regnskabsåret 2004/05. En fremgang i primær drift på 31 pct til 11,345 mio. kr. er værd at skilte med. Men regnskabet er dog ikke uden torne.
Recommended har måttet notere en faldende bruttoavance i året – fra 72,693 til 70,565 mio. kr.
– Men spørger du medarbejderne, er det ikke et udtryk for mindre travlhed. Det er et udtryk for en generel tendens i branchen. Vi får mindre betaling for det samme arbejde, så der skal løbes stærkere. Det gælder ikke kun betalingen for tilbudsaviser men også kundernes forventninger, som gør, at vi lægger flere timer i opgaverne, siger adm. dir. Allan Bartram.
Han forventer dog ikke, at udviklingen vil fortsætte på den måde.
– Vi har gjort meget for at effektivisere. Bl.a. er vi flyttet til et nyt og mere hensigtsmæssigt hus, og vi har implementeret en række nye IT-værktøjer, siger Allan Bartram.
Medarbejdertallet er gået ned fra 98 til 94 samtidig med, at der er sket en foryngelseskur, som reducerer den gennemsnitlige personaleomkostning. Desuden er der lagt låg på lønningerne og sparet på en lang række poster, der knytter sig til human ressource. Det gælder f.eks. forbrug af forskellige konsulenter.
Regnskabet viser også en meget begrænset indtægt fra internationale opgaver (fra 2 til 1 mio.), men det indebærer ikke skuffelse over det nordiske netværk, som Recommended indgår i.
– Det tal siger ikke ret meget. Der kan godt være opgaver, som på en eller anden måde hænger sammen med netværket, men vores mål er ikke at være et stort nordisk netværk. Vi ønsker at være et stort nordisk bureau, og netværket giver os andet og mere end omsætning, så vi er tilfredse med det, siger Allan Bartram. fin