En avisredaktion er et travlt sted, der er underlagt konstante deadlines. Der er sjældent tid til efteruddannelse og redaktionelle udviklingsforløb. Det gælder mange redaktioner, men især de mindre redaktioner, der står bag kunde- og medarbejder-blade i virksomheder.
Kontrabande er et nyt bureau, der udover journalistisk produktion for diverse medier, også beskæftiger sig med konsulentbaseret assistance i forbindelse med efterkritik, coaching og workshops.
Bag Kontrabande står Nikolaj Thomassen, der bl.a. var med til at udvikle det journalistiske koncept for Dagbladet Dagen og Weekend Nu og som også, sammen med Mads Brügger stod bag bogen ”Ingen kender Da gen”. Mads Brügger har ligesom Henrik Kjerrumgaard og Sune Aagaard (der også var journalister på Dagen), været med til at starte Kontrabande op.
Efter Dagen’s krak i vinteren 2002, skrev de fire bøger og arbejdede for forskellige aviser.
Kontrabande blev dannet i sommeren 2003, og før den tid vidste man ikke helt, hvad det skulle gå ud på.
– Efter Dagen havde vi ikke rigtigt lyst til at gå tilbage til en avis. Vi skrev i stedet bøger og artikler for forskellige medier. Først for et års tid siden begyndte tingene at udvikle sig ud fra behov, som vi mødte fra folk vi skrev for, fortæller Nikolaj Thomassen, der sammen med Sune Aagaard står bag Kontrabande i dag.
I august måned i år følte man sig så helt klar til at gå offentligt med det nye koncept bag Kontrabande. Bl.a. har man sammensat et professionelt team af eksterne konsulenter, som Kurt Strand fra DR, Thomas Larsen og Christian Jensen fra Berlingske, Henrik Qvortrup fra Se&Hør, Morten Nymand og Søren Mikael Hansen fra Politiken og Per Mikael Jensen f ra Metro, m.fl.
– Vi tilbyder workshops og uddannelsesforløb, brush-ups, inspiration m.v., ligesom vi udarbejder oplæg og strategier i samarbejde med både ledelsen i virksomheden og redaktionen, siger Nikolaj Thomassen og fortsætter:
– Vores målgruppe er alle redaktioner, også dem på dagbladene, men vores koncept rammer især private og offentlige virksomheder, der har interne- og eksterne medier. Vi har bl.a. rådgivet Information i forbindelse med en relancering og udarbejdet et uddannelsesforløb for bladet DJØF og Where2go.
Kontrabande ser også sig selv som sparringspartner for redaktører i små redaktioner:
– Der findes mange enmands-redaktioner, eller redaktioner med meget få ansatte rundt omkring i virksomhederne, og det kan være svært at finde andre i virksomheden med forståelse for redaktionelt arbejde at sparre med, pointerer han og tilføjer:
– På uddannelsesområdet forsøger vi ikke at konkurrere med den journalistiske efteruddannelse. Men vi forsøger at skabe et uddannelsesforløb, som kan forankres i en hel redaktion, da vi mener, at en fælles referenceramme er vigtig.