Hovedaktionæren i Amagerbanken, milliardær Karsten Ree, sætter spørgsmålstegn ved bankens muligheder for at overleve. Han mener kun, at en politisk redningsaktion kan forhindre, at banken kollapser, skriver dagbladet Børsen. En række eksperter deler Karsten Rees pessimisme. De forudser, at Amagerbanken vil balancere på afgrundens rand denne sommer.
Dette står klart, efter at statens skraldespandsselskab til krakkede pengeinstitutter, Finansiel Stabilitet, har krævet, at Amagerbanken stiller med 750 mio. kr. inden 15. september, før en statsgaranti på 13,5 mia. kr. kan blive en realitet. Karsten Ree, der bl.a. har tjent sin formue på salget af Den Blå Avis, ejer en tredjedel af banken.
– Jeg kan selvfølgelig bare komme med de penge, der mangler. Men det er ikke nogen særlig tænkelig udgang. Hvis jeg kom med en tredjedel, vil jeg jo forvente, at andre kom med to-tredjedele. Og jeg kan huske fra aktionen i december sidste år var, at det var en noget fodslæbende forsamling, og det er nok ikke sjovere gang nummer to, siger Karsten Ree.
Børsen side 20-23.