Han er efterhånden blevet kaldt lidt af hvert, men ordet kedelig vil nok aldrig blive brugt i forbindelse med Karsten Ree.
Hans engagementer er vidtfavnende og ikke altid lige profitable, viser årsregnskabet fra hans personlige selskab, Karsten Ree Holding, skriver Børsen.
Heraf fremgår det, at 2010 for Karsten Ree Holding var et skidt år. Egenkapitalen skrumpede fra 1,890 mia. kr. til 1,015 mia. kr. fra 2009 til 2010, og dermed kan Karsten Ree stadig lige akkurat kalde sig milliardær.
Det faktiske tal er dog nok en smule lavere, da Karsten Ree ejer 11 pct. af flyselskabet Cimber Sterling, hvis aktiekurs i løbet af 2011 er faldet med over 45 pct. og i dag kun har en markedsværdi på lige under 90 mio. kr.
Karsten Rees investeringsunivers indeholder alt fra Ree Park – Ebeltoft Safari til det stort anlagte, men i dag konkursramte, fiskefarmsprojekt i Estland, der skulle have udviklet sig til at blive verdens største fiskeopdræt.