Sponsorater og kampagner er røget i baggrunden hos Reebok i Danmark, hvor sportsproducenten i stedet satser på fitnessinstruktører.
Det skriver dagbladet Børsen.
Et led i en ny strategi er således en aftale med Fitness World om sponsering af udstyr til samtlige 4.500 skandinaviske instruktører.
Idéen med sponsoratet er, at Reebok skaber værdi for et af sine egne kernesegmenter – fitnessinstruktører – samtidig med at brandet er til stede der, hvor de er mest relevante for en stor del af deres forbrugere.
– Vi har i den grad lavet et skifte i vores strategi, siger Ulrich Scheibelein, marketing manager i Norden for Adidas, der ejer Reebok, til avisen.
– Vi investerer mindre i outdoor og tv-reklamer og bruger flere penge på at komme tættere på vores forbrugeres adfærd. Vi har fundet frem til Reebok-brandets dna, som er funktionel træning, og vores marketingsstrategi er at servicere og indfri målgruppens behov inden for det område, fortsætter han.
Børsen