Danske politikeres vilje til at gennemføre reformer har siden nytår været med til at styrke Danmarks internationale kreditværdighed, vurderer analytikere over for Økonomisk Ugebrev.
Det synlige bevis på den forbedrede kreditværdighed er udviklingen i de såkaldte Credit Default Swaps (CDS’er) for Danmark, der siden nytår er faldet 36 pct.
–Populært sagt betyder det, at internationale investorer kræver en mindre risikopræmie ved køb af danske statsobligationer end tidligere. Kun CDS’erne for Holland og Østrig er faldet mere i pris. Med andre ord er tilliden til dansk økonomi styrket, idet CDS’er udgør en slags forsikring mod, at udlåneren, i dette tilfælde den danske stat, går i betalingsstandsning, konstaterer ugebrevet.