Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) vil udvide sin bebudede kickstart af dansk økonomi. Af en ny plan for fremrykning af offentlige investeringer fremgår det, at regeringen vil lade sin såkaldte kickstart løbe over både 2012 og 2013 med initiativer for i alt 17,5 milliarder kroner, skriver Berlingske.
– Man har hele tiden troet, at der kun var plads til opstramninger efter 2012, men der er plads til, at vi både har vækstpakker i 2012 og i 2013, siger Helle Thorning-Schmidt.
– Det bliver en kickstart med så stor en volumen, at det vil kunne gøre en forskel og give den nødvendige optimisme i dansk økonomi, siger hun.
Hun udpeger anlægsprojekter som jernbanen mellem København og Ringsted, en udvidelse af Holbæk-motorvejen og kystbeskyttelse langs den jyske vestkyst som eksempler på projekter, der allerede skal sættes i gang i 2012.
Fremrykningen vil ifølge regeringens beregning styrke beskæftigelsen med 8500 personer i 2012 og 11.000 i 2013.