Mindre en to uger efter regeringen sendte sin optimistiske økonomiske prognose på gaden, mener Danske Bank, at et væsentligt element af den umuligt kan gå i opfyldelse.

Det er prognosen for danskernes privatforbrug som er helt gal, mener banken.

Tallene for det faktiske forbrug i årets første halvdel og omsætningen i Dankortet og i bilsalget for august, som er kommet ud efterfølgende, har været så svage, at det næsten udelukker, at regeringens prognose kan blive til virkelighed, mener banken.

– Givet de tal, der er blevet offentliggjort siden, er regeringens forbrugsprognose fra forrige uge tæt på matematisk umulig, siger Las Olsen, privatøkonom i Danske Bank.

Udebliver væksten i forbruget, bliver det også meget svært at komme i mål med resten af prognosens forudsigelser om bl.a. den overordnede økonomiske vækst og skønnet for det offentlige underskud.

 

Jyllands-Posten