Regeringens valgløfte om billigere kollektiv trafik er udskudt på ubestemt tid, siger transportminister Henrik Dam Kristensen (S).
– Jeg siger ikke billigere trafik. Jeg siger bedre kollektiv trafik. Jeg er meget omhyggelig med, hvordan jeg formulerer mig, siger Henrik Dam Kristensen, som ikke vil garantere billigere billetter, selv om S og SF gang på gang har lovet det.
– Mit mål er at få en betalingsring, så vi får færre biler i byen og en bedre kollektiv trafik, siger han.
Løftet om billigere kollektiv transport er nedfældet i regeringsgrundlaget. Og i valgkampen lovede SF’s formand, Villy Søvndal, i en storstilet reklamekampagne ”40 pct. billigere bus- og togkort i hovedstaden”. SF lovede samtidig, at valgløftet ville blive indfriet før jul. Men dårlig økonomi kan tvinge regeringen til at ”kvitte” løfterne, siger trafikordfører Anne Baastrup (SF).
Både oppositionen og Rådet for Bæredygtig Trafik beskylder regeringen for løftebrud.
– Det var så klokkeklart et løfte, at jeg ikke havde fantasi til at forestille mig, at de ville løbe fra det. Billigere kollektiv trafik var jo det vigtigste argument for indførelsen af betalingsringen, siger formand for Rådet for Bæredygtig Trafik, Kjeld A. Larsen.