Venstre havde udtænkt og bestilt en storstilet annoncekampagne om regeringens resultater i de første 100 dage. Men søndag bad økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen, formand for Det konservative Folkeparti, Venstres ledelse om at aflyse kampagnen, som ellers skulle have kørt i alle landsdækkende aviser i dag, skriver Ekstra Bladet.
Kampagnen er tilsyneladende blevet aflyst for ikke ‘at fremprovokere en uheldig reaktion’.
Den konservative leder følte, at hans parti blev tilsidesat. Og – som en kilde tæt på Venstres ledelse lidt hånligt udtrykker det over for Ekstra Bladet – kampagnen blev stoppet, ‘så Bendt ikke bliver ked af det’.
Problemet var, at Bendt Bendtsens parti ikke var nævnt i annoncerne.
– Det er Venstres kampagne, og derfor har det aldrig været inde i planerne, at de konservative skulle med, siger Venstres partisekretær, Jens Skipper Rasmussen.
Det er den tidligere tv-mand og direktør for Nordisk Film, Hans Morten Rubin, der har lavet annoncerne. Han har gennem flere år arbejdet som rådgiver for Venstres ledelse.
Venstres partisekretær Jens Skipper Rasmussen vil ikke oplyse, hvad aflysningen har kostet Venstre.
– Men det siger jo sig selv, at det er en dyr omgang at aflyse en så stor kampagne, blot to dage før den skal rulle af stablen, siger han.