I et desperat forsøg på at sætte gang i annoncemarkedet er regeringen i fuld gang med at indføre breaks på tv og i biografer. Det fremgår af et hemmeligt notatet som Markedsføring er kommet i besiddelse af. Notatet stammer fra et lukket udvalg under regeringen, som arbejder på at sætte gang i hjulene efter at det danske annoncemarked er kommet ud i sin værste nedgangstid i 20 år. Udvalget, der går under navnet ”I gang igen igen”, består af repræsentanter fra regeringspartierne samt Dansk Folkeparti.
Af notatet fremgår det bl.a., at udvalget er indstillet på at indføre breaks på tv og i biografer. Ifølge notatet vil det medføre en øget indtjening på knap en halv mia. kroner. Der arbejdes også på at give Danmarks Radio mulighed for at skabe indtjening på reklamer. Til at begynde med bliver der dog kun tale om product placement i tv-serier som eksempelvis Nikolaj og Julie.
I et forsøg på at sætte gang i print-annonceringen basler udvalget også med initiativer, men her er tale om initiativer, der er meget atypiske for en liberal regering. Et af forslagene drejer sig nemlig om at tvinge detailannoncører til at bruge minimum en tredjedel af deres mediebudget på printannoncering i dagblade.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra hverken statsminister Anders Fogh Rasmussen, eller erhvervsminister, Bendt Bendsen.
jür