VK-regeringen regner nu med, at der kommer 20.000 færre ledige i år, end det så ud til for bare få måneder siden.
– Den frygt, vi havde for at arbejdsløsheden eksploderede til et ekstremt højt niveau, bliver formentlig gjort til skamme. I den konjunktur-redegørelse, som vi fremlægger i maj måned, vil vi nedjustere skønnet for, hvor højt arbejdsløsheden når op, inden kurven knækker, siger Lars Løkke Rasmussen.
Børsen erfarer, at regeringen i sin kommende økonomiske redegørelse, som offentliggøres om cirka tre uger, vil kappe mindst 20.000 personer af sit skøn for ledigheden i 2010. Statsministeren ville ikke i går selv sætte tal på størrelsen af den kommende nedjustering. Det er ellers godt nyt for statskassen, som sparer knap seks milliarder kroner allerede i år på de uventet gode tal for ledigheden, viser beregninger foretaget af Danske Bank. Underskuddet på de offentlige finanser forventes at ligge på op mod 100 milliarder kroner i 2010.
Børsen side 16-17.