Værdikommissionen var en af de første ting, regeringen ville nedlægge i en større udrensning af råd, nævn og blå eksperter.
Men trods den konsekvente udmelding i november sidste år, eksisterer Værdikommissionen fortsat.
Og nu har medlemmerne lige fået 70.000 kroner hver i løn for et helt års arbejde, selvom de reelt ikke har lavet noget siden valget, skriver Jyllands-Posten onsdag.
Kommissionsformanden, biskop Elisabeth Dons Christensen, har gentagne gange rettet henvendelse til både Kultur- og Statsministeriet for at få svar på, hvad regeringen har af planer med kommissionen, men uden held.
– Jeg har ikke kunnet få svar på noget, og sidst, jeg skrev, var i december, siger Elisabeth Dons Christensen, der selv har fået 140.000 kroner for sit arbejde som formand.
Hos kulturminister Uffe Elbæk (R) lyder svaret, at man afventer en melding fra Stats- eller Finansministeriet.
Men ingen af de to ministerier ligger inde med en liste over, hvor der skal spares, selv om der på finansloven for i år er indregnet 25 millioner kroner som indtægt fra saneringen af råd og nævn, skriver Jyllands-Posten.