Regeringen vil lukke sorte huller i skattesystemet, hvor selv folk med relativt lave indkomster risikerer at betale skat i direktørklassen. Det er eksempelvis helt forkert, når enlige forsørgere rammer ind i en skattemur på reelt 65 pct., hvis de ønsker at arbejde mere.
Det mener økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R), der derfor vil sparke en debat i gang om, hvordan man kan lempe den såkaldte sammensatte marginalskat. Udtrykket dækker over, at det opleves som en skattestigning, når offentlige ydelser falder bort.
– Når også relativt lavtlønnede enlige forsørgere møder en marginalskat på over 60 pct., får man jo en ekstra barriere i forhold til at tage en ekstra vagt, hvis man er sygeplejerske eller tage et ekstra hold, hvis man er lærer på et VUC, siger Margrethe Vestager, ifølge Børsen.
Det fremgår af regeringens økonomiske redegørelse, der fremlægges i dag, at enlige forsørgere i lejeboliger med indkomster mellem 250.000 og 400.000 kr. mister offentlige tilskud som boligstøtte og tilskud til daginstitutioner, hvis de arbejder mere. Og dermed kommer deres sammensatte marginalskat op på 65-67 pct.
Ifølge regeringens økonomiske redegørelse, der offentliggøres i dag, fastholdes optimismen for 2014. Væksten forventes at lande på 1,6 procent. Det tal består af en reel økonomisk vækst på 1,2 procent, hvortil regeringens finanslov bidrager med 0,4 procent.
Børsen