Danmark bliver fattigere, hvis det ikke lykkes at forbedre den danske produktivitet. Den er skræmmende næstringest blandt OECD-landene. Kun Italien har haft en ringere produktivitetsudvikling end Danmark, hvis vi går tilbage og måler fra 1985. Det er i virkeligheden en langt større trussel mod den danske økonomi end den midlertidige nedgang, vi oplever i øjeblikket. Efterslæbet i produktivitet koster samfundet 20 mia. kr. årligt.
– Danmark står over for en række udfordringer, og det er for så vidt ikke nyt eller overraskende, at øget produktivitet er vigtig, hvis vi vil forbedre velstanden, sagde Claus Hjort Frederiksen i går som forklaring på nedsættelsen af et Vækstforum, der fra på mandag skal inspirere til ny vækst og initiativer. Vækstforum består af 31 af landets førende hjerner fra erhvervslivet, faglige organisationer og højere læreanstalter. Ifølge regeringens oplæg er der tre ting, der skaber vækst. Arbejdsindsats, bytteforholdsgevinster i forhold til udlandet og forbedret produktivitet. Kun det sidste element kan der tvinges ny velstand ud af, mener regeringen.
Børsen side 22-23.