Det lykkedes ikke Travelmarket.com at kaffe ny kapital inden tidsfristen udløb. Skifteretten i Vejle, hvor virksomheden har hovedsæde, erklærede torsdag formiddag selskabet konkurs, skriver Jyllands-Posten. Lokalerne er lukket og medarbejderne sendt hjem. Virksomhedens grundlægger, Ole Stouby, kæmper dog videre for at redde Travelmarkedet.com. Skifteretten afsagde et såkaldt konkursdekret, så konkursen kan ophæves, hvis der i løbet af meget kort tid findes en løsning.
Travelmarket.com gik i betalingsstandsning i begyndelsen af maj, og lige siden har Ole Stouby arbejdet desperat på at finde en løsning, så selskabet kan overleve.
Han har bl.a. forsøgt at sælge det overskudsgivende web-bureau Travelmarket Interaktive med 20 ansatte for at videreføre rejseportalen. Travelmarket Group, der bl.a. har Ole Stouby som aktionær, har i de seneste otte måneder brugt 25 mio. kr. på at få en ny og bedre rejseportal stablet på benene, men den blev forsinket flere måneder, og det kostede dyrt. Portalen fungerer nu i Danmark, Sverige, Norge, Tyskland og England, men indtægterne står
ikke mål med omkostningerne.
Travelmarket.com fungerer som en markedsplads for rejser på Internettet, og indtægterne kommer fra et månedligt gebyr fra de rejsebureauer, der lægger tilbud og reklamer ind på hjemmesiden.