Udnævnelsen af Jan Olsen til ny topchef i VisitDenmark fik flere repræsentanter for rejse- og turistbranchen til at komme på banen med ros.
”Godt med ny direktør i underdrejet VisitDenmark – Jan Olsen bliver trumfkort for turismen. Et rigtigt valg, der lover godt for turismen i de kommende år,” hed det således i går fra Dansk Erhverv.
Markedschef i Dansk Erhverv, Christian Sestoft, siger ifølge nyhedssitet takeoff.dk:
– VisitDenmark har den meget konkrete opgave at markedsføre Danmark i udlandet, og derfor er det essentielt, at organisationen får en direktør, der er stærk på det område. Det må man sige, at Jan Olsen er med sin erfaring fra reklamebranchen.
Også Feriehusudlejernes Brancheforening bød Jan Olsen velkommen.
– Jan Olsen skal i arbejdstøjet fra første færd efter næsten to år med et underdrejet VisitDenmark. Jan Olsens profil passer perfekt til VisitDenmarks nye klare fokus på international markedsføring for at tiltrække turister til Danmark.
VisitDenmark har været uden adm. direktør siden Dorte Kiilerich i august 2009 måtte træde tilbage på grund af ”Mor Karen-videoen” på YouTube.