Rejseholdet fra Danmarks Radio blev efterårs-sæsonens suveræne mester på tv-markedet, viser en opgørelse i forbindelse med Tv Markedets Nøgletal, som Carat producerer til Markedsføring.
Ikke bare er Rejseholdet efterårets suverænt klareste program-succes. Et mere upåagtet DR-program som Hit med Sangen kommer ind på en andenplads blandt stationernes faste formater. Som kuriosum kan nævnes, at formatet Hit med sangen rent faktisk tidligere lå hos TvDanmark i en kortere og mere primitiv udgave, som derfor heller ikke opnåede de store seertal.
De to program-successer illustrerer, hvorfor DR i øjeblikket ligger til en pæn fremgang i samle share. På seneste 4-ugers periode stiger DR fra ca. 26 til ca. 29 pct, og på år-til-dato ligger DR til en fremgang på godt en pct., når DR2 medregnes. På total-markedet ligner DR således efterårets vinder, mens TV2 ligner vinderen på det kommercielle marked. Men TV2 får svært ved at fastholde gevinsten til næste år, lyder vurderingen fra Carat.
Opgørelsen over de enkelte programsatsninger bygger på den gennemsnitlige rating for programmerne gennem hele efteråret. Her landede Rejseholdet på 27,4 pct., men programmet klarer sig reelt bedre, idet ratingen har været stigende hele perioden igennem, således at hver tredje dansker på nuværende tidspunkt tuner ind på Rejseholdet søndag aften. Få andre programmer kan gøre det kunststykke efter.
Robinson kan også fremvise stigende rating – men på et lavere niveau. En rating på i gennemsnit 18,4 er dog flot i forhold til TV3’s mindre penetration og lægger op til en samlet fremgang i Robinson-seningen på ca. 10 pct.
– Men jeg er overbevist om, at Robinson har fundet sit leje. Næste år skal programmet kæmpe for at holde den rating, siger marketing-researcher Mogens Østergaard, Carat.
Med ratings på henholdsvis 19,1 og 18,9 slår TV2s Hvem vil være millionær og Hotellet begge Robinson. Men Hotellet må altså se sig klart slået af Rejseholdet, og må også samtidig konstatere, at ratingen tilsyneladende har fundet sit leje, idet den nu ligger stabilt efter at være startet lidt højere.
TV3s Skjulte spor ligger langt efter med en tilsyneladende stabil rating på omkring 7.
TV2s Den stor Mission klarer sig fornuftigt med ratings på 16,6 og 16,4, men Den store Mission er dog nok en skuffelse, hvis man sætter resultatet i forhold til investeringen og foventningerne. Til gengæld kører serier som Ally og Venner stabilt på ratings omkring 12 pct.
TvDanmark har ikke meget at byde på – men har heller ikke haft de store programsatsninger i efteråret.
Vurderer man den generelle konkurrencesituation, så ligner TV2 efterårets vinder på det kommercielle marked.
– De vandt 3-4 procentpoint i kommerciel share i foråret, og dem har de stort set fastholdt her i efteråret, selvom konkurrencen er blevet hårdere. TV3 må endnu engang konstatere, at der skal andet end Robinson til, hvis sharen for alvor skal løftes, siger marketingresearcher Mogens Østergaard, Carat.
Han er til gengæld overbevist om, at TV2 ikke kan fastholde niveauet til næste år.
– Bl.a. har de ikke den samme attraktive sport næste år. Alt har flasket sig for dem i år, og det er vores opfattelse, at stationen slutter året med en share, der må karakteriseres som et absolut max. Vi tror ikke, at de kan forsvare positionen næste år, og de kan meget vel tabe hele gevinsten fra i år igen. TvDanmark vil komme igen til næste år. De har bl.a. Big Brother på programmet, og selvom TV3 vil lancere Baren, som alene tager sigte på at genere Big Brother, så tror vi på, at TvDanmark vil få fremgang i det nye år, siger Mogens Østergaard. Han tror desuden også på, at TV3 vil opnå fremgang i det nye år.