Rejsesøgemaskinen Momondos funktionalitet er blevet integreret på standby.dk.
Det er resultatet af et samarbejde mellem Danmarks største mediegruppe inden for rejse- og turistindustrien, Stand By og momondo.com.
Samme samarbejde vil i slutningen af året betyde en tilsvarende opgradering af nyhedssitet takeoff.dk.
– Udviklingen af Momondos søgemaskine har været så succesfuld, at selv garvede rejsebranchefolk i dag bruger sitet som et redskab i det daglige, siger Stand By’s redaktør, Christian Peschardt.
– Derfor ser jeg det som en naturlig service over for de omkring 14.000 daglige brugere af vores to nyhedssites, at der nu er adgang til momondo.com direkte fra standby.dk, fortsætter han.
Hos Momondo betragter man det nye samarbejde som en yderligere anerkendelse af firmaets søgeteknologi.
– Det bekræfter os igen i, at vi har et virkelig relevant og troværdigt produkt. Og vi håber, at samarbejdet yderligere vil øge brugen af momondo i rejsebranchen, forklarer Partner i Momondo, Martin Lumbye.
Stand Bys svenske og norske nyhedssites forventes at få integreret rejsesøgemaskine i løbet af kort tid.