Rejsesitet Takeoffer.dk har i dag ca. 150.000 modtagere af selskabets rejsetilbud, men det er slet ikke nok.
Derfor forsøger selskabet sig som noget helt nyt med tv-reklamer, der i dag er gået i luften på Danmarks største kommercielle tv-station TV 2.
Kampagnen er skruet sammen af bureauet MeWe, og foruden tv byder den også på stickers, billetter og lignende i samme visuelle stil som rejsesitet.
Takeoffers payoff hedder ”Rejs til halv pris”, og reklamerne præsenterer et univers, hvor de gode rejsetilbud får ”folk til at droppe selv vigtige forpligtigelser”, som det lyder i en pressemeddelelse.
Det betyder også, at kampagnen, i modsætning til mange af de store, traditionelle rejsebureauer, der typisk forsøger at sælge rejser på følelser og drømme, ikke viser dybblåt hav, hvide sandstrande, luksushoteller og venlige indfødte.
Derimod har Take Offer valgt en markant anden tilgang. Det handler om fravær, hvilket du kan se meget mere om i den nedenstående reklamefilm.
Reklamefilmene slår på ”call-to-action” via en konkurrence, hvor man kan vinde en rejse til New York. Og med en kraftig eksponering på især TV 2 forventer Frederik Diness Ove, driftdirektør hos Take Offer, at selskabet kan fordoble antallet af mailmodtagere på rejsesitet fra ca. 150.000 til ca. 300.000 i løbet af det næste halve år.
– Vi er gået fra to til 15 medarbejdere i løbet af det første år, og det kræver en hel del planlægning for at virksomheden udvikler sig i den rigtige retning. Der er rigtig mange processer, der kan optimeres i en ung iværksættervirksomhed som vores, siger Frederik Diness Ove.
Udviklingen herhjemme inspirerede i sommers til et svensk søstersite, Takeoffer.se, og efter en svær start ser konceptet ud til at have slået igennem på det svenske marked.
Take Offers vækst giver stor grund til optimisme for fremtiden, og målet for det næste år er på plads.
– Målet er at blive fire gange større indenfor det næste leveår, slutter Frederik Diness Ove.