Det store mediabureau ZenithOptimedia, der er en del af Publicis-koncernen, har gode nyheder til bureauer og virksomheder: De globale reklamebudgetter ventes at vokse med 5,3 pct. til 523 mia. dollar i år.
I 2015 lyder væksten på 5,3 pct. og i 2016 med 5,9 pct. Ikke overraskende er det væksten i net-kommunikationen, der drives af en stadigt mere effektiv digital kommunikation. Globalt ventes den digitale reklame at vokse med 17,1 pct. i år og slutte året med at sidde på 23,6 pct. af reklamespendingen. Det er for første gang, digital sidder på mere af reklame-investeringerne globalt end aviser og magasiner, men stadig et betydeligt stykke efter tv.
Til de moderne analytikere, der taler digital kommunikation op og tv ned, viser ZenithOptimedias tal, at tv faktisk er et voksende medie. Fra en budgetandel på knap 30 pct. i 1980 forbruger tv små 40 pct. af reklamebudgetterne i disse år. Det tal ventes at falde stilfærdigt, men tv er langt det tungeste medie globalt så langt mediabureauets forecast rækker.
Kigger vi ned i analysens detaljer, opdager vi, at mobile advertising ventes at vokse med 51 pct. om året fra 2013 til 2016. I dag optager mobile 13,8 pct. af den digitale spending, men det tal eksploderer til over 30 pct. af net-spendingen i 2016, ifølge ZenithOptimedia.
Europa er kommet i gang
Set med danske briller er der også godt nyt.
Nord- og Centraleuropa er også på vej frem. Ikke eksplosivt, men en vækst på 2,7 pct. i år og 3,2 pct. i 2015 og 3,0 pct. i 2016.
– For Danmark forventer vi en vækst på 1,6 pct. i år, 3,4 pct. i 2015 og 4,4 pct. i 2016, hvor vi ligeledes ser at de digitale medier stadig vinder andele med vækstrater på 10 pct., fortæller Stine Halberg, Managing Director Nordic for ZenithOptimedia.
– Vi ser, at programmatic buying stadig er det vigtigste nye medie, der bidrager markant til den digitale vækst, og vores estimat er, at 50 pct. af markedet for display nu er programmatic buying.
– Danmark er ifølge Google det førende land med hensyn til salg af data, som vi vurderer, vil være det næste store skridt inden for programmatic buying, slutter Stine Halberg.
Tallene fra mediabureauet understøtter også en anden markant trend, vi har skrevet om på dette sted de seneste to år, nemlig content og video-produktion. ZenithOptimedia venter, at online video-produktion vokser med 24,2 pct. om året fra 2013 til 2016.
Display annoncering på sociale medier ventes at vokse med knap 30 pct. om året de tre næste år og understøtter tendensen til at følge forbrugerne ud i cyberspace.