Livslinien vandt som bekendt årets Reklame for Alvor-assistance. Og det færdige resultat kan ses fra torsdag den 1. marts, hvor kampagnen, der er skabt af AdPeople, sendes ud i offentligheden.

Det er skrappe sager, der vises i Aftenshowet. Dels beretninger fra de efterladte, som blandt andre Jan Magnussen og Stig Elling, og dels den film, der skal bidrage til at skabe endnu mere debat om de triste kendsgerninger. Livslinien arbejder for at forhindre selvmord, men den kampagne, der søsættes, drejer sig primært om de selvmordstruede mænd.

Det er en tankevækkende kampagne, og mens vi tænker over budskaberne, kan vi samtidig overveje, hvilken organisation skal være afsender for næste års pro bono bidrag fra bureaubranchen. Vi resumerer her de vigtigste kendsgerninger om Reklame for Alvor konceptet, der er indstiftet af Huset Markedsføring.

Hvem kan søge?

Alle organisationer, enkeltpersoner eller grupper, som arbejder for en humanitær eller samfundsorienteret sag, kan blive afsender af kampagnen. Reklame for Alvor henvender sig primært til organisationer, der i dag ikke har økonomisk mulighed for at markedsføre sig selv i de brede medier. Organisationer med store marketingbudgetter kan således ikke umiddelbart komme i betragtning, med mindre de kan dokumentere, at der ikke er eller har været afsat ressourcer til det pågældende område.

Hvordan søger man?

Ansøgningen til Reklame for Alvor 2012 skal sendes til Huset Markedsføring inden den 1. september 2012. Den skal indeholde oplysninger, som viser, at der foreligger et uomtvisteligt behov for støtte til det foreslåede formål. Ansøgningen skal som minimum indeholde:

1. Baggrunden for ansøgning

2. Budskabet, der skal kommunikeres (maximalt 30 ord)

3. Argumentation for budskabets relevans – for hele landet

4. Målsætningen for kampagnen

5. Beskrivelse af organisationens virke

Den formelle ansøgning bør ikke fylde mere end to A4 sider, men supplerende materiale er velkomment som bilag.

Hvilket formål kan kampagnen have?

Reklame for Alvor skal bidrage til et defineret samfundsengagerende formål. Projektet skal afvikles således, at det enten resulterer i en konkret handling, f.eks. pengeindsamling, øget engagement eller i en holdningsændring i samfundet. Formål som uddannelse og forskning skal som udgangspunkt ikke være genstand for en indsamling gennem Reklame for Alvor. Indsamlinger såvel uden for som inden for landets grænser kan godkendes. Det forudsættes, at man ved sådanne aktioner lægger stor vægt på at bringe bred og alsidig oplysning om formålet og behovet for hjælp.

Hvem udvælger organisationen?

Huset Markedsføring sammensætter en faglig kompetent jury som afgør, hvem der skal tildeles afsenderpladsen i Reklame for Alvor. Huset Markedsføring er således ansvarlig for gennemførelsen af hele projektet; sponsering af medieplads, produktion, valg af jury m.m.

I samarbejde med den valgte afsenderorganisation samt en udvalgt strategisk planner, udarbejdes der en briefing, som udsendes til alle reklamebureauer i Danske Reklame- og Relationsbureauers Brancheforening og herudover til andre reklamebureauer, der ønsker at deltage.

Som afsender har man 2-3 bisiddere med i juryen. Bisidderne kommer ind i juryarbejdet, når en shortliste er fundet af den øvrige jury. Bisidderne kan her kommentere relevansen af kampagnerne på shortlisten, men har ingen stemmeret. Det bør bemærkes, at Reklame for Alvors intentioner også er at stimulere til nytænkning, når det gælder samfundsinformation.

Koster det noget?

Reklame for Alvor vil for så vidt muligt være uden omkostninger for afsenderen. Alle udgifter frem til skitsearbejderne dækkes af konkurrencedeltagerne selv, det vil sige reklamebureauerne. Udarbejdelsen af vinderkampagnen bliver dækket gennem frivilligt arbejde – det vindende bureau – og sponsorer. Mediaomkostninger dækkes af de media, der sponserer projektet.

Bemærk: Reklame for Alvor dækker kun omkostninger i forbindelse med de i briefingen beskrevne opgaver. Ønsker afsenderorganisationen noget materiale/arbejde ud over dette, må dette aftales og afregnes direkte med reklamebureauet. Hvis bureauet ikke ønsker flere opgaver end de i briefingen beskrevne, afholdes disse ekstraomkostninger af afsenderen/organisationen selv.

Gode råd

En ansøgning bør anskueliggøre et konkret behov, en mangel, eller på anden måde illustrere at sagen i Danmark ikke har den fornødne økonomiske eller folkelige opbakning, til trods for et stort potentiale. Her er konkrete tal altid godt, f.eks. hvor mange mennesker drejer det sig om, hvor stor en procentdel af disse oplever problemer, hvilke problemer kan man i praksis gøre noget ved og hvordan. En god ide er også at skele til andre lande, og se om der er projekter, der viser hvor stort potentialet i Danmark er. Fortæl om, hvad der bliver gjort på området i forvejen og hvorfor dette ikke er nok.

Kontakt

Hvis du har praktiske spørgsmål, så er du velkommen til at ringe til Huset Markedsføring på telefon 38118787. Ansøgningen sendes til: Huset Markedsføring, Reklame for Alvor, Nordre Fasanvej 113-115, 2000 Frederiksberg.