Det er ikke i alle kroge af bureaubranchen, at krisen har fået gode folk til at gå i hi.
Den årlige uddeling af Reklame for Alvor-prisen (RFA) har i år fået 24 indsendelser eller det dobbelte af sidste års modtagerorganisation HopeNow, en organisation der rådgiver, vejleder og i det hele taget hjælper udenlandske kvinder, der er havnet i prostitution i Danmark.
Afsender af RFA 2009 er Girltalk.dk, hvis mærkesag er unge piger mellem 12 og 24 år med ondt i livet. Organisationen er udpeget af Lisbeth Knudsen, koncernchef i Berlingske Media, Tøger Seidenfaden, chefredaktør for Politiken og Thomas Ladefoged, direktør i Huset Markedsføring.
Årets bureau-vinder af Reklame for Alvor modtager et RFA 2009-logo, som bureauet kan bruge til egen markedsføring og efterfølgende har brugsret over. RFA-årslogoerne symboliserer social ansvarlighed og et overskud til at deltage i og erkende samfundets problemstillinger.
International konkurrence
Vinderen sikrer sig også en plads i Care Awards 2011, RFAs Europæiske ”storebror”, der arrangeres af European Association of Communications Agencies, hvor DRRB, samarbejdspartner ved RFA, er repræsenteret.
Om årets kampagne-bidrag siger Emilie Riis Andersen, Huset Markedsførings projektansvarlig for Reklame for Alvor:
– Det er meget, meget glædeligt, at vi har modtaget 24 indsendelser i år. Kampagnerne kommer fra bureauer fra hele landet, og både store og små bureauer er repræsenteret.
– Girltalk.dk er utrolig taknemmelig for den store interesse, deres mærkesag har fået og ser frem til prisoverrækkelsen den 15. januar med spænding, fortsætter Emilie Riis Andersen.
Den 15. januar overrækkes årets RFA-pris til det vindende bureau i Huset Markedsførings lokaler på Nordre Fasanvej.
Ved samme lejlighed fortæller Bark Copenhagen om begrebet CSR (Corporate Social Responsibility) og anvendeligheden samt nødvendigheden af CSR for danske kommunikationsvirksomheder.